Vidt kredsed Du, min vilde Fugl.
Kommer Du mer tilbage?
Jeg sidder alene i Redens Skjul,
en stille, sørgende Mage.
Jeg ser mod de høje Tinder, tænker tilbage.
Fælles er vore Minder, ene min Klage.
 
Du længtes vel mod Stormens Sus;
jeg sider og vogter på Redens Hus,
jeg holder en Vej Dig åben.
Jeg fatter jo ikke den Flyvelyst,
men jeg har en Plads ved mit hvide Bryst
for Den, der er såret på Jagten 
af Jægerens Våben.
 
Jeg plukker i min Urtegård 
en Plante, som læger det værste Sår;
den Blomst har i Hjærtet Rødder.
Du tog mig til Brud da jeg lille var,
jeg voksed da Sorgen mit Hjærte skar,
jeg bøjer mig ned, og jeg toer Dig 
de blødende Fødder.
 
Højt slog din Vinge over Vang.
Længes Du nu tilbage?
Du skal ikke frygte den Angrendes Gang,
her venter Dig ingen Klage.
Her venter Dig fredede Minder, fredlyste Dage.
Kom fra de høje Tinder
hjem til din Mage.