Naar jeg i det dybe Fjerne
  Blidtveemodigt stirrer hen,
Naar om Aftnen hver Stjerne
  Vinker mig til Himmelen,
Hjerte! siig, hvi maa du banke
Saa uroligt mod din Skranke
  Og med Smerte föle den?
 
Noget vist paa denne Klode,
  Noget være maa etsteds,
Som gjör Sorgen blidt tilmode
  Og Unöisomhed tilfreds.
Sagn og Spaadom det forkynde,
Alle Længsler det fremskynde
  Til de Dödeliges Kreds.
 
Tidt mig synes, at det maatte
  Endelig dog være der,
Her i Bjergets stille Grotte,
  Hist i Morgenrödens Skjær:
Ak! men dybt og höit jeg finder
Intet, intet! Det forsvinder,
  Kun i Hjertet er det nær!
 
Aldrig skal jeg kunne sige
  Hvad det kjælne Hjerte vil,
Det er det Ulignelige,
  Det er hele Verdens Smiil!
Og dog ingen Tvivl mig saarer,
At mig Ufornuft bedaarer
  Og at Alt er Drömmespil.
 
Tidt jeg som en Blomst mig tænker
  Dette, ak! jeg veed ei hvad:
Ingen Aarstid den forkrænker,
  Himmelblaat er hvert et Blad;
Om dens Rod paa Guldets Strömme
Sees Naturen rundt at svömme,
  Evig god og evig glad.
 
Kalken, blaa og guldbestænket,
  Er en Himmel i det Smaa:
Solen synes den indsænket
  Og igjen af den at gaae;
Kun ved hine i dens Indre,
Synes Stjernerne at tindre
  I en Blomst af Ætherblaa.
 
Ak! hvo vil, hvo tör mig vise
  Himmelblomsten hvor den staaer?
Thi jeg har ei Fred og Lise,
  Förend jeg den skuet faaer:
Til en Blomstgestalt jeg sanker
Alt hvorfor mit Hjerte banker,
  Alt hvad Aanden henrykt spaaer.
 
Naar et Elskovssmiil udspringer
  Paa den favre Jomfrues Kind,
Og naar Sangen lifligt klinger
  Fra et klart og kjærligt Sind,
Synes mig, den skulde stigFra Naturens dybe Rige
  Op i Foraarssolens Skin.
 
Knæler da i Templets Halle
  Altrets Gjæster ned i Rad,
Og ved Orgeltoner alle
  Hjerter stige himmelad,
Synes mig, den skulde springe
Frem i Tilien og svinge
  Op til Kuppelen hvert Blad.
 
Hvis jeg turde blot hentræde
  Og i Blomsten skue ned,
O da saae jeg Glædens Glæde
  Og den evig klare Fred!
Lig Dugdraaben, som fra Jorden
Solens glade Rov er vorden,
  Fölte jeg mig vist derved.
 
Thi det Barnlige og Höie
  I dens Indre er forvart,
Der hvert salig anet Nöie
  I et Indtryk bliver klart;
Alt hvad Hjertet elsker, priser,
I et barnligt Smiil sig viser,
  Dybt i Kalken aabenbar't.
 
Og da skyder, hvilket Under!
  Stilken op i Ætheren,
Kalken grændselös sig runder
  Og indtager Verdenen:
I en Alblomst Alt forsvinder,
Det Adskilte brat sig finder,
  Alle Een, Alt Eet igjen!
 
Og da maa af selve Jorden
  Morgenröden spire frem,
Lyset er til Blade vorden,
  Stjerneknopper mellem dem:
Stövet svinder i Forklaring,
Livet i Guds Aabenbaring,
  Lys og Guddom er vort Hjem!