Jeg ser dig med min Tanke, jeg ser dig med min Sjæl,
med Længse lens tungsindige Øie;
jeg ser dig i det Fjerne; men beder jeg, o dvæl!
Da flygter du som Solen bag Høie.

Du fører mine Drømmes livsalige Chor,
med Strængespil og tonende Sange,
din Stemme kan jeg høre, jeg ser dit lette Spor,
lig Hindens, den man aldrig kan fange.

Og havde jeg en Ganger, som Fuglen saa snel,
med Vinger og flyvende Manke 
jeg naaed dig dog aldrig, jeg red din før i hjæl, 
thi du er mere let end en Tanke.

Jeg ser dig i det Fjerne, ved Dagen og ved Nat.
Men helst dog, naar jeg vandrer alene,
hvor Nattergalen slaar i det sommergrønne Krat,
og Bølgen sagte risler blandt Stene.

Da klinger over Vandet en Gjenlyd af din Røst,
og kalder mine Drømme didover,
jeg folgerak! men finder ikkun den tomme Kyst
og hører kun de sukkende Vover.