Solen skinner i Naboens Gaard, Husene ere saa lave,
Gaarden har Plads til en Møding kun og en trealens Have.
Haven er i sin egen Maneer, den har slet ingen Gange,
Men den eier een Stikkelsbær-Busk, der er saa god, som saa mange!
Mutter i Dag har næstendeels skjult baade Møding og Have,
Thi sine Sengklæder, paa et Stillads, har hun i Solen, den brave!
Ungerne sole sig ogsaa lidt, ligge paa Dyne og Pude,
Hver har i Haanden et Smørrebrød, som de fortære derude;
Smørret smelter i Solens Brand, -- Søvnen over dem daler -
Gaardhanen stikker sit Hoved frem, bryster sig stolt og galer.1