Ti dansk Smaasange

Jeg ved en lærkerede
jeg siger ikke mer;
den findes på en hede
et sted, som ingen ser.

I reden er der unger
og ungerne har dun.
De pipper, de har tunger,
og reden er så lun.

Og de to gamle lærker,
de flyver tæt omkring.
Jeg tænker nok, de mærker,
jeg gør dem ingenting.

Jeg lurer bag en slåen.
Dér står jeg ganske nær
Jeg rækker mig på tåen
og holder på mit vejr.

For ræven han vil bide
og drengen samle bær.
Men ingen skal få vide,
hvor lærkereden er.

Solen er så rød, mor
og skoven blir så sort
Nu er solen død, mor
og dagen gået bort
Ræven går derude, mor
Vi låser vores gang
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang.

Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå?
Tror du, der er drenge, mor
der titter ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor
og sover lissom jeg?

Hvorfor blir det nat, mor?
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor,
den mjaver og vil ind.
Mågerne og tærnerne
har ingen sted at bo.
Hør, nu synger stjernerne!
De synger mig til ro.

Tyst som Aa i Engen rinder,
spejler Himmel, Sky og Jord,
bærer Sproget vore Minder,
hvad der var, og hvad der gror.
Tyst som Aa i Engen rinder,
rent og stille er vort Ord.

Uden Brovten, blomsterbroget
som en Eng i Sommerfl or,
glimter, lyser, dufter Sproget
af vor egen milde Jord.
Tyst som Aaen, blomsterbroget,
klart og frodigt er vort Ord.

Skabt af Luft, med Vindens Vinge,
blødt dets Kys og let dets Spor,
smedet til en smidig Klinge,
Viddet hvæssede vort Ord.
Tungt som Hug af Mandens Klinge,
let som Pigens Dans vort Ord.

Varmet ved vort Hjertes Varme
gror dets Rigdom, naar vi gror.
Modersmaal har aabne Arme,
favner, løfter som en Mor.
Varmet ved vort Hjertes Varme
vokse skal det danske Ord!

Spurven sidder stum bag kvist;
såmænd, om ej det fyger
Kålgårdspilen piber trist 
for nordenblæstens byger
Lul-lul! rokken går 
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

Far har røgtet kvæget ind
med halmen tættet karmen,
gnedet grisens blanke skind
at den må holde varmen
Lul-lul! rokken går
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår
ser op på far og smiler.

Mor kan næppe se sit spind 
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul-lul! rokken går
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.

Far ta'r ned så tung en bog
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et : Amen!
Lul-lul! rokken går
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står 
og sneen går i dynger.

Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave.
synge om "den hvide flok"
og "al hans nådegave"
Lul-lul! rokken står!
Med dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli'r lange.

Den Spillemand spiller paa Strenge,
saa rapt hans Bue kan gaa!
Da flokkes de Piger og Drenge,
omkring ham store og smaa.

Den Spillemand spiller paa Strenge,
saa rapt hans Fingre kan gaa!
Ja vel I Piger og Drenge,
en rigtig Dans skal I faa.

Den Spillemand spiller paa Strenge,
med Foden han Takten mon slaa.
Der danser de Piger og Drenge,
saa rapt deres Ben kan gaa.

Naar Smaabørn klynker ved Aftentide
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole. 
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole. 

Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper. 
Gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper

Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse. 
Ak, hvor hun er let! 
foden er så net. 
Pogen sælger til dem grønne kranse. 

Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe. 
Høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe. 

Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sender deres blikke rundt som pile. 
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile. 

Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle. 
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle. 

I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene. 
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant. 
Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Jeg lægger mig så trygt til ro
som fuglen hist i skove,
thi du min Gud, du våger jo
for mig når jeg skal sove! 

Hav tak for dagen lys og blid
for hver dens lyst og glæde!
Hjælp alle dem som smærter har, 
trøst alle dem som græde!

Hold i din varetækt, o Gud!
mig selv og mine kære
og styrk mig, så jeg dine bud 
kan tro og lydig være!

O, hvor er jeg glad i Dag! 
Bøgen hejset har sit flag
over alle strande.
Svalen hviner gennem luft
der er sang og lys og luft
over Danmarks lande

Skoven er det bedste slot:
slipper indenfor man blot,
vil man ej tilbage;
Længere og længer ind,
blindet blødt af drømmens spind,
lader du dig drage.

O, hvor er jeg glad i dag,
våren vundet har sin sag.
mørket måtte svinde.
Bøgens unge, friske blad
fæster i min hat jeg glad,
jeg vil også vinde.

Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang, når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
Imod os bruser på brede vinger
en sagatone fra hedenold.

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt
skal sangen rumme for ret at melde
om hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål:
Det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes,
det flammer hedest i bjarkemål.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergale,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad.
Fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.